Hvis du oplever, at enkeltrib *1r1vr* kan få et lidt ujævnt udseende, især hvis den rib du strikker ikke er så lang, så er du ikke alene! En del af denne ujævnhed retter sig ved vask og blok, men selv om du ellers strikker pænt og jævnt, kan det altså være svært at få den simple rib til at sidde snorlige.
Et alternativ som giver det skarpe udtryk, er den drejede rib.
To typer drejet rib
Drejet rib er en fiks detalje, hvor maskemønstret står mere markeret frem. Den er dog lidt mere krævende, både når det kommer til teknik og tålmod. Du skal også være opmærksom på, at den drejede rib er mindre elastisk end den traditionelle, fordi den binder en større del af garnet. Det stramme udtryk den kommer altså med en lidt strammere feel, især hvis du strikker i mindre elastisk garn som bomuld, hør eller silke. Den drejede rib findes i to versioner.
- Den originale og møjsommeligt tunge version, hvor alle masker - både ret og vrang - strikkes drejet.
- Den lidt hurtigere, hvor kun retmaskerne fra retsiden strikkes drejet.
Drejede masker.Hvor almindelige både ret og vrangmasker strikkes omkring forreste del af masken hen imod dig selv, så ligger de drejede masker omkring den bagerste del af masken. Det er en enkelt teknik, som er kluntet at beskrive med ord, men jeg gør alligevel et forsøg (hvis du ikke synes, jeg slap for heldigt fra det, så er youtube din ven. Vores egne video tutorials er på vej): Drejet ret: stik højre pind ind i løkken på venstre pind på bagsiden fra højre mod venstre. Strik masken ret. Drejet vrag: stik højre pind ind i løkken på venstre pind på bagsiden fra venstre mod højre. Strik masken vrang. |
Den traditionelle drejede rib
I den oprindelige drejede rib strikkes alle maskerne drejet. Det er tidskrævende, ikke så meget på grund af retmaskerner, men det er simpelthen lidt mere kluntet at fange løkken drejet, når du strikker vrang. Fordelen ved denne version af den drejede rib er, at den er mere ‘ren’. Den synes på samme måde på fronten og bagsiden, så den kan uden problemer foldes.
Den halve drejede rib
I den hurtige (og, lader det til, lokale danske version) strikkes kun retmaskerne på retsiden drejet. Det er et forholdsvis simpelt greb og kræver en meget mindre indsats. Vrangmaskerne kan synes længere på retsiden - der kommer ligesom en lang pause mellem retmaskerne. Det er en rigtig fin stilfigur synes jeg, men hvis du forventer et mere almindeligt riblook, kunne du gå hen og blive skuffet. Strikker du frem og tilbage skal du være opmærksom på at holde styr på om du er på ret eller vrangsiden, da disse strikkes forskelligt. Dertil kommer, at den halve drejede rib ikke er ens på begge sider. Den ligner en almindelig rib på bagsiden. Så hvis du laver en rullekrave eller en ærmekant du gerne vil kunne smøge op, så skal du måske nok vælge den traditionelle drejede rib.
Rigtig god fornøjelse!
/Kira