Evighedscardigan
Når du klikker køb bliver du sendt ind i vores opskriftsprogram. Her er der gjort klar til designet, du skal bare angive dine mål. Du kan selvfølgelig også lege videre med designet, ændre strikkefastheden eller hvad du har lyst til.
Evighedscardigan er en raglan-cardigan med brede raglanstriber. Farven minder mig om de smukke evighedsbuketter, deraf navnet (og kun lidt fordi den tog mig aaaalt for lang tid at strikke, men lad det endelig ikke skræmme dig, den er skøn!).
Den har 15 cm bevægelsesrum (ease), almindelige ærmer med indtagninger og fire masker i raglanstriben. Det fulde rygmål på den evighedsfarvede på billedet er 55 cm (jeg 162 cm høj).
Strikkefastheden er 22 masker og 30 pinde pr. 10 x 10 cm på pind 4,5. Jeg har strikket i to tråde Baby Suri Alpakka et tyndt brushed alpaca garn som også kan bruges som en alternativ følgetråd til silk mohair. Du kan finde en rigtig lækker silk alpaca fra Navia her (annoncelink). Jeg brugte 200g Baby Suri og har et brystmål på 92 cm (dvs. overvidde 107 cm). Du må beregne lidt mere eller mindre garn afhængig af dit brystmål. Se evt. vores garnberegner for at få et estimat af garnforbruget.
Cardiganen strikkes oppefra og ned og halsudskæringen formes med vendepinde.
Cardiganen tilpasses dine mål. Dem kan du få hjælp til i vores måleguide.
Strikkeopskriften er på dansk og sendes som pdf-fil via email.
/Agnes